Fra i dag hedder den nye blog http://www.christinalund.com/.
Klik forbi. Det bliver rigtig godt.
torsdag den 28. april 2011
søndag den 23. januar 2011
Hvad kan Thailand lære af Tunesien?
En af weekendens nyhedshistorier er, at tusinder protesterer i gaderne i Tunis for at få alle den afsatte præsident Ben Ali's støtter til at gå af. I et andet hjørne af verden finder en mindre dækket, men ligeså vigtig demonstration sted i dag søndag. I Thailands hovedstad Bangkok har tusinder af rødklædte demonstranter indtaget dele af byen. Igen-igen, kunne man fristes til at sige. For var der ikke noget med, at de også demonstrerede sidste år ved denne tid? Og vistnok også forrige år?
Jeg har gentagne gange over de seneste uger, når jeg har fulgt nyhederne fra Tunesien tænkt, at der var mange lighedspunkter mellem de to konflikter og de to lande.
Begge lande er populære rejsemål for danske og europæiske turister, og begge lande har en underklasse, som vil have økonomiske forbedringer og flere demokratiske rettigheder. De ser ud til at være godt på vej i Tunesien, selvom der er stadig vil gå lang tid og være mange udfordringer i det nordafrikanske land, før de kan kalde sig et demokrati. Mindre optimistisk er jeg på Thailands vegne, som paradoksalt nok kalder sig et demokratisk land.
Konflikterne i Thailand og Tunesien er forskellige på et helt afgørende punkt. I Tunesien forlod Ben Ali rorpinden for landet og er efter alt at dømme et sted i Saudi-Arabien, og det helt store spørgsmål er nu, hvem skal lede landet? Folket er mit bedste bud, og sådan bliver det forhåbentlig.
I Thailand endte sidste års demonstrationer i et militært indgreb som jeg beskrev i mit forrige indlæg. Medierne er blevet underlagt skrappe censurregler og der blev indført undtagelsestilstand i store dele af landet, som først blev ophævet i december. Regeringen, som de mange rødklædte demonstranter protesterede mod i Thailand sidste år og demonstrerer mod igen i dag, sidder stadig på magten.
Når tusinder af mennesker går på gaden og udtrykker deres utilfredshed med den siddende regering, så er det et symptom på, at der er noget fundamentalt galt i landet. Det kan og skal ikke ignoreres af statsledere. Det kunne det ikke i Tunesien. Og det kan det heller ikke i Thailand.
 |
| FOTO: Christina Lund Sørensen |
Begge lande er populære rejsemål for danske og europæiske turister, og begge lande har en underklasse, som vil have økonomiske forbedringer og flere demokratiske rettigheder. De ser ud til at være godt på vej i Tunesien, selvom der er stadig vil gå lang tid og være mange udfordringer i det nordafrikanske land, før de kan kalde sig et demokrati. Mindre optimistisk er jeg på Thailands vegne, som paradoksalt nok kalder sig et demokratisk land.
Konflikterne i Thailand og Tunesien er forskellige på et helt afgørende punkt. I Tunesien forlod Ben Ali rorpinden for landet og er efter alt at dømme et sted i Saudi-Arabien, og det helt store spørgsmål er nu, hvem skal lede landet? Folket er mit bedste bud, og sådan bliver det forhåbentlig.
I Thailand endte sidste års demonstrationer i et militært indgreb som jeg beskrev i mit forrige indlæg. Medierne er blevet underlagt skrappe censurregler og der blev indført undtagelsestilstand i store dele af landet, som først blev ophævet i december. Regeringen, som de mange rødklædte demonstranter protesterede mod i Thailand sidste år og demonstrerer mod igen i dag, sidder stadig på magten.
Når tusinder af mennesker går på gaden og udtrykker deres utilfredshed med den siddende regering, så er det et symptom på, at der er noget fundamentalt galt i landet. Det kan og skal ikke ignoreres af statsledere. Det kunne det ikke i Tunesien. Og det kan det heller ikke i Thailand.
 |
| FOTO: Christina Lund Sørensen .Marts 2010 op mod 100.000 demonstranter indtog Bangkok. De forlod først byen mere end to måneder senere efter et militært indgreb, som dræbte et ukendt antal demonstranter. |
Abonner på:
Opslag (Atom)