Et Rødt 2010 i Thailand

Om få timer er 2010 slut, og i øjeblikket eksploderer blade, aviser og tv-kanaler med udsendelser og artikler om de vigtigste øjeblikke i 2010. Ifølge Time Magazine er et af de vigtigste ting, der er sket på verdensplan i 2010 demonstrationerne i Bangkok i april og maj i år, der resulterede i næsten 100 døde og over 1000 sårede. En begivenhed som jeg dækkede på allernærmeste hold.

Demonstrationerne startede fredeligt ud og da titusindvis af rødklædte, hujende mennesker fra fortrinsvis de nordlige provinser kørte ind i Bangkok den 14. marts var det næsten et rørende syn, Tusinder af mennesker slog lejr i Bangkok i over en måned, og i begyndelsen bar det hele mere præg af en stor gadefest end et forsøg på politisk
revolution.

FOTO: Christina Lund Sørensen

FOTO: Christina Lund Sørensen

Den 10. april fik "gadefesten" en ende, og det blev dødelig alvor, da sikkerhedsstyrker greb ind overfor demonstranterne. Op mod 20 mennesker mistede livet og flere hundreder blev såret. Men det slog i første omgang ikke demonstranterne ud. De flyttede blot hele det besatte område til ét samlet sted, Ratchaprasong, hvor tusinder af mennesker sov, spiste, holdt taler og viste hængte billeder op fra begivenhederne 10. april. 

FOTO: Christina Lund Sørensen

Ratchaprasong er Bangkoks kommercielle centrum med store hoteller, shoppingcentre og byens dyreste butikker. Alt det var lukket ned i næsten en måned, og der blev erklæret undtagelsestilstand i Bangkok og flere andre af landets provinser.

FOTO: Christina Lund Sørensen

I Thailands nordøstlige provins, Isaan, foregik størstedelen af rekrutteringen til rødskjorternes bevægelse, hvis ultimative krav var, og stadig er, at Thailands regering med premierminister Abhisit Veijajiva i spidsen skulle gå af, og der skulle udskrives et nyt valg. I byen Khon Kaen, hvor jeg var oppe for at lave en reportage til Jyllands-Posten, samledes hver aften tusinder af lokale for at indsamle penge, mad og mandskab til kampen for demokrati, som de kaldte det.

FOTO: Christina Lund Sørensen

Mellem 10. april og 13. Maj voksede spekulationerne hver dag i Bangkok. Et indgreb mod demonstranterne måtte være nært forestående. Det kunne umuligt blive ved. Sent om aftenen den 13. maj blev General Khattyia Sawasdipol, også kendt som Seh Daeng eller Den Røde General, ramt i hovedet af en snigskytte få minutter efter at have givet et interview til en journalist fra New York Times. Attentatet mod Seh Daeng kickstartede de værste uroligheder i Thailand i nyere tid og skabte overskrifter i hele verden i over en uge.

Dagligt var der historier om blodigheder i Smilets Land, et tilnavn som i de dage klingede særdeles hult, og som journalist var det uendelig svært at formidle, HVORDAN og ikke mindst HVORFOR ét af danskernes foretrukne feriesteder var havnet i et veritabelt kaos, der hver dag kostede nye menneskeliv. Det var svært for dem derhjemme at forstå, hvorfor jeg pludselig stod og rapporterede i hjelm og skudsikker vest fra et land, der normalt forbindes med et smilende folk og hvide sandstrande. Og situationens alvor gik måske også først op for mig, da jeg kort tid, før jeg skulle lave en live-omstilling til 21 Søndag måtte smide mig på gulvet og gemme mig under et bord sammen med andre tv-folk fra hele verden, fordi der blev skudt lige udenfor den bygning, hvor vi skulle stå, når vi lavede live-omstillinger.

Den 19. maj lige efter daggry gjorde militæret det, som alle havde ventet på. De brød igennem demonstranternes barrierer og rydde området. Demonstranterne blev spredt over hele byen og i løbet af få timer opstod påsatte brande overalt i Bangkok. Sort røg steg op overalt.

FOTO: Christina Lund Sørensen

FOTO: Christina Lund Sørensen

Lyden af eksplosioner og skud var nærmest konstant, og hele tiden kom der meldinger om nye dræbte. I de timer var de dræbte bare tal, der skulle holdes regnskab med, det var umuligt at forholde sig til, at det var mennesker. Personer som jeg måske havde interviewet og talt med.

Om morgenen den 20. maj vågnede jeg for første gang i næsten en uge uden lyden af eksplosioner og uden sort røg, der steg op et elller andet sted mellem glasskyskraberne. Bangkok var stille.

Jeg tog sammen med en gruppe andre journalister over til et tempelområde, hvor mange af demonstranterne havde søgt tilflugt efter militæret greb ind. Her er et udpluk af, hvad jeg rapporterede til Jyllands-Posten fra den dag.

"Kvindens ansigt er knuget af sorg, og ned af hendes kinder løber en strøm af tårer. En anden kvinde tager om hendes skuldre, og i kolonnen af hundreder af mennesker går de to væk fra templet, hvor de har overnattet. Der er kvinder, mænd, unge, gamle og børn blandt de mange mennesker, og med sig har de nogle få ejendele, de nåede at få med sig fra det belejrede område, da de onsdag måtte søge tilflugt fra militærets kugler i det buddhistiske tempel Wat Pathum Wanaram."

Dagen efter forlod jeg for første gang i en uge "Den Røde Zone" og tog hjem. På en næsten øde vej, hvor en gruppe soldater sad og holdt vagt udenfor en Starbucks, hvor alle ruder var smadrede, fik jeg fat i en motorcykeltaxa, som kørte mig gennem ødelæggelserne - huse der var brændt ned og store hovedveje hvor asfalten var smeltet bort på grund af de mange brændende bildæk. Midt i det svedne kaos stod nogle få mennesker, der havde vovet sig ud. De stod og så lamslåede på ødelæggelserne. 

Min chauffør blev ved med at gentage:

- det her er ikke godt, det her er SLET ikke godt.

Det var næsten som om, at han var nødt til at sige det højt til sig selv for at forstå, at det virkelig var sket. Og imens motorcyklen trillede stille gennem alt det sorte, svedne og ødelagte, blev det min tur til at græde.