Fra i dag hedder den nye blog http://www.christinalund.com/.
Klik forbi. Det bliver rigtig godt.
torsdag den 28. april 2011
søndag den 23. januar 2011
Hvad kan Thailand lære af Tunesien?
En af weekendens nyhedshistorier er, at tusinder protesterer i gaderne i Tunis for at få alle den afsatte præsident Ben Ali's støtter til at gå af. I et andet hjørne af verden finder en mindre dækket, men ligeså vigtig demonstration sted i dag søndag. I Thailands hovedstad Bangkok har tusinder af rødklædte demonstranter indtaget dele af byen. Igen-igen, kunne man fristes til at sige. For var der ikke noget med, at de også demonstrerede sidste år ved denne tid? Og vistnok også forrige år?
Jeg har gentagne gange over de seneste uger, når jeg har fulgt nyhederne fra Tunesien tænkt, at der var mange lighedspunkter mellem de to konflikter og de to lande.
Begge lande er populære rejsemål for danske og europæiske turister, og begge lande har en underklasse, som vil have økonomiske forbedringer og flere demokratiske rettigheder. De ser ud til at være godt på vej i Tunesien, selvom der er stadig vil gå lang tid og være mange udfordringer i det nordafrikanske land, før de kan kalde sig et demokrati. Mindre optimistisk er jeg på Thailands vegne, som paradoksalt nok kalder sig et demokratisk land.
Konflikterne i Thailand og Tunesien er forskellige på et helt afgørende punkt. I Tunesien forlod Ben Ali rorpinden for landet og er efter alt at dømme et sted i Saudi-Arabien, og det helt store spørgsmål er nu, hvem skal lede landet? Folket er mit bedste bud, og sådan bliver det forhåbentlig.
I Thailand endte sidste års demonstrationer i et militært indgreb som jeg beskrev i mit forrige indlæg. Medierne er blevet underlagt skrappe censurregler og der blev indført undtagelsestilstand i store dele af landet, som først blev ophævet i december. Regeringen, som de mange rødklædte demonstranter protesterede mod i Thailand sidste år og demonstrerer mod igen i dag, sidder stadig på magten.
Når tusinder af mennesker går på gaden og udtrykker deres utilfredshed med den siddende regering, så er det et symptom på, at der er noget fundamentalt galt i landet. Det kan og skal ikke ignoreres af statsledere. Det kunne det ikke i Tunesien. Og det kan det heller ikke i Thailand.
 |
| FOTO: Christina Lund Sørensen |
Begge lande er populære rejsemål for danske og europæiske turister, og begge lande har en underklasse, som vil have økonomiske forbedringer og flere demokratiske rettigheder. De ser ud til at være godt på vej i Tunesien, selvom der er stadig vil gå lang tid og være mange udfordringer i det nordafrikanske land, før de kan kalde sig et demokrati. Mindre optimistisk er jeg på Thailands vegne, som paradoksalt nok kalder sig et demokratisk land.
Konflikterne i Thailand og Tunesien er forskellige på et helt afgørende punkt. I Tunesien forlod Ben Ali rorpinden for landet og er efter alt at dømme et sted i Saudi-Arabien, og det helt store spørgsmål er nu, hvem skal lede landet? Folket er mit bedste bud, og sådan bliver det forhåbentlig.
I Thailand endte sidste års demonstrationer i et militært indgreb som jeg beskrev i mit forrige indlæg. Medierne er blevet underlagt skrappe censurregler og der blev indført undtagelsestilstand i store dele af landet, som først blev ophævet i december. Regeringen, som de mange rødklædte demonstranter protesterede mod i Thailand sidste år og demonstrerer mod igen i dag, sidder stadig på magten.
Når tusinder af mennesker går på gaden og udtrykker deres utilfredshed med den siddende regering, så er det et symptom på, at der er noget fundamentalt galt i landet. Det kan og skal ikke ignoreres af statsledere. Det kunne det ikke i Tunesien. Og det kan det heller ikke i Thailand.
 |
| FOTO: Christina Lund Sørensen .Marts 2010 op mod 100.000 demonstranter indtog Bangkok. De forlod først byen mere end to måneder senere efter et militært indgreb, som dræbte et ukendt antal demonstranter. |
onsdag den 29. december 2010
Et Rødt 2010 i Thailand
Om få timer er 2010 slut, og i øjeblikket eksploderer blade, aviser og tv-kanaler med udsendelser og artikler om de vigtigste øjeblikke i 2010. Ifølge Time Magazine er et af de vigtigste ting, der er sket på verdensplan i 2010 demonstrationerne i Bangkok i april og maj i år, der resulterede i næsten 100 døde og over 1000 sårede. En begivenhed som jeg dækkede på allernærmeste hold.
Demonstrationerne startede fredeligt ud og da titusindvis af rødklædte, hujende mennesker fra fortrinsvis de nordlige provinser kørte ind i Bangkok den 14. marts var det næsten et rørende syn, Tusinder af mennesker slog lejr i Bangkok i over en måned, og i begyndelsen bar det hele mere præg af en stor gadefest end et forsøg på politisk
revolution.
Mellem 10. april og 13. Maj voksede spekulationerne hver dag i Bangkok. Et indgreb mod demonstranterne måtte være nært forestående. Det kunne umuligt blive ved. Sent om aftenen den 13. maj blev General Khattyia Sawasdipol, også kendt som Seh Daeng eller Den Røde General, ramt i hovedet af en snigskytte få minutter efter at have givet et interview til en journalist fra New York Times. Attentatet mod Seh Daeng kickstartede de værste uroligheder i Thailand i nyere tid og skabte overskrifter i hele verden i over en uge.
Dagligt var der historier om blodigheder i Smilets Land, et tilnavn som i de dage klingede særdeles hult, og som journalist var det uendelig svært at formidle, HVORDAN og ikke mindst HVORFOR ét af danskernes foretrukne feriesteder var havnet i et veritabelt kaos, der hver dag kostede nye menneskeliv. Det var svært for dem derhjemme at forstå, hvorfor jeg pludselig stod og rapporterede i hjelm og skudsikker vest fra et land, der normalt forbindes med et smilende folk og hvide sandstrande. Og situationens alvor gik måske også først op for mig, da jeg kort tid, før jeg skulle lave en live-omstilling til 21 Søndag måtte smide mig på gulvet og gemme mig under et bord sammen med andre tv-folk fra hele verden, fordi der blev skudt lige udenfor den bygning, hvor vi skulle stå, når vi lavede live-omstillinger.
Den 19. maj lige efter daggry gjorde militæret det, som alle havde ventet på. De brød igennem demonstranternes barrierer og rydde området. Demonstranterne blev spredt over hele byen og i løbet af få timer opstod påsatte brande overalt i Bangkok. Sort røg steg op overalt.
Demonstrationerne startede fredeligt ud og da titusindvis af rødklædte, hujende mennesker fra fortrinsvis de nordlige provinser kørte ind i Bangkok den 14. marts var det næsten et rørende syn, Tusinder af mennesker slog lejr i Bangkok i over en måned, og i begyndelsen bar det hele mere præg af en stor gadefest end et forsøg på politisk
revolution.
 |
| FOTO: Christina Lund Sørensen |
 |
| FOTO: Christina Lund Sørensen |
Den 10. april fik "gadefesten" en ende, og det blev dødelig alvor, da sikkerhedsstyrker greb ind overfor demonstranterne. Op mod 20 mennesker mistede livet og flere hundreder blev såret. Men det slog i første omgang ikke demonstranterne ud. De flyttede blot hele det besatte område til ét samlet sted, Ratchaprasong, hvor tusinder af mennesker sov, spiste, holdt taler og viste hængte billeder op fra begivenhederne 10. april.
 |
| FOTO: Christina Lund Sørensen |
Ratchaprasong er Bangkoks kommercielle centrum med store hoteller, shoppingcentre og byens dyreste butikker. Alt det var lukket ned i næsten en måned, og der blev erklæret undtagelsestilstand i Bangkok og flere andre af landets provinser.
 |
| FOTO: Christina Lund Sørensen |
I Thailands nordøstlige provins, Isaan, foregik størstedelen af rekrutteringen til rødskjorternes bevægelse, hvis ultimative krav var, og stadig er, at Thailands regering med premierminister Abhisit Veijajiva i spidsen skulle gå af, og der skulle udskrives et nyt valg. I byen Khon Kaen, hvor jeg var oppe for at lave en reportage til Jyllands-Posten, samledes hver aften tusinder af lokale for at indsamle penge, mad og mandskab til kampen for demokrati, som de kaldte det.
 |
| FOTO: Christina Lund Sørensen |
Dagligt var der historier om blodigheder i Smilets Land, et tilnavn som i de dage klingede særdeles hult, og som journalist var det uendelig svært at formidle, HVORDAN og ikke mindst HVORFOR ét af danskernes foretrukne feriesteder var havnet i et veritabelt kaos, der hver dag kostede nye menneskeliv. Det var svært for dem derhjemme at forstå, hvorfor jeg pludselig stod og rapporterede i hjelm og skudsikker vest fra et land, der normalt forbindes med et smilende folk og hvide sandstrande. Og situationens alvor gik måske også først op for mig, da jeg kort tid, før jeg skulle lave en live-omstilling til 21 Søndag måtte smide mig på gulvet og gemme mig under et bord sammen med andre tv-folk fra hele verden, fordi der blev skudt lige udenfor den bygning, hvor vi skulle stå, når vi lavede live-omstillinger.
Den 19. maj lige efter daggry gjorde militæret det, som alle havde ventet på. De brød igennem demonstranternes barrierer og rydde området. Demonstranterne blev spredt over hele byen og i løbet af få timer opstod påsatte brande overalt i Bangkok. Sort røg steg op overalt.
 |
| FOTO: Christina Lund Sørensen |
 |
| FOTO: Christina Lund Sørensen |
Lyden af eksplosioner og skud var nærmest konstant, og hele tiden kom der meldinger om nye dræbte. I de timer var de dræbte bare tal, der skulle holdes regnskab med, det var umuligt at forholde sig til, at det var mennesker. Personer som jeg måske havde interviewet og talt med.
Om morgenen den 20. maj vågnede jeg for første gang i næsten en uge uden lyden af eksplosioner og uden sort røg, der steg op et elller andet sted mellem glasskyskraberne. Bangkok var stille.
Jeg tog sammen med en gruppe andre journalister over til et tempelområde, hvor mange af demonstranterne havde søgt tilflugt efter militæret greb ind. Her er et udpluk af, hvad jeg rapporterede til Jyllands-Posten fra den dag.
Om morgenen den 20. maj vågnede jeg for første gang i næsten en uge uden lyden af eksplosioner og uden sort røg, der steg op et elller andet sted mellem glasskyskraberne. Bangkok var stille.
Jeg tog sammen med en gruppe andre journalister over til et tempelområde, hvor mange af demonstranterne havde søgt tilflugt efter militæret greb ind. Her er et udpluk af, hvad jeg rapporterede til Jyllands-Posten fra den dag.
"Kvindens ansigt er knuget af sorg, og ned af hendes kinder løber en strøm af tårer. En anden kvinde tager om hendes skuldre, og i kolonnen af hundreder af mennesker går de to væk fra templet, hvor de har overnattet. Der er kvinder, mænd, unge, gamle og børn blandt de mange mennesker, og med sig har de nogle få ejendele, de nåede at få med sig fra det belejrede område, da de onsdag måtte søge tilflugt fra militærets kugler i det buddhistiske tempel Wat Pathum Wanaram."
Dagen efter forlod jeg for første gang i en uge "Den Røde Zone" og tog hjem. På en næsten øde vej, hvor en gruppe soldater sad og holdt vagt udenfor en Starbucks, hvor alle ruder var smadrede, fik jeg fat i en motorcykeltaxa, som kørte mig gennem ødelæggelserne - huse der var brændt ned og store hovedveje hvor asfalten var smeltet bort på grund af de mange brændende bildæk. Midt i det svedne kaos stod nogle få mennesker, der havde vovet sig ud. De stod og så lamslåede på ødelæggelserne.
Min chauffør blev ved med at gentage:
- det her er ikke godt, det her er SLET ikke godt.
Det var næsten som om, at han var nødt til at sige det højt til sig selv for at forstå, at det virkelig var sket. Og imens motorcyklen trillede stille gennem alt det sorte, svedne og ødelagte, blev det min tur til at græde.
fredag den 12. november 2010
Historien gentager sig
For halvandet år siden var jeg i byen Mae Sot på grænsen mellem Thailand og Burma for at rapportere for Kristeligt Dagblad om tusinder af nye flygtninge, der var strømmet over grænsen fra militærdiktaturet Burma, på grund af voldsomme kampe mellem Karen-folkets oprørshær og Tatmadaw (det burmesiske militær). I mandags skete nøjagtig det samme dagen efter militærjuntaens valg, der ikke overraskende endte med en overvældende sejr til juntaens parti, USDP, med tidligere general Thein Sein i spidsen.
Menneskestrømme der flygter fra Burma, er der som sådan ikke noget nyt i, sådan har det været i over 20 år. Men både i denne uge og for halvandet år siden flygtede flere end sædvanligt. Og begge tilfælde er tæt forbundet med begivenhederne omkring én person, nemlig Aung San Suu Kyi. For halvandet år siden sad Suu Kyi fængslet efter en amerikansk mand angiveligt skulle være svømmet til hendes hus i Rangoon og overnattet hos Nobelprismodtageren. Selvom Suu Kyi ikke havde inviteret manden, John Yettaw, modtog hun alligvel en straf i form af en forlængelse af sin husarrest, som var ved at udløbe, da hun blev arresteret. I Mae Sot fejrede jeg hendes 64 års fødselsdag sammen med hundredvis af burmesiske flygtninge, mens Suu Kyi selv sad i det notoriske Insein fængsel i Rangoon, hvor også mange andre politiske fanger sidder.
Eksil-burmeserne i Mae Sot delte billeder ud med Suu Kyi på og pamfletter med oplysning om sagen imod hende. Havde de gjort det samme blot få kilometer mod vest, var de sansynligvis endt i fængsel. Enhver der støtter Aung San Suu Kyi og demokratibevægelsen i Burma risikerer fængselsstraf, særligt hvis vedkommende på samme tid drister sig til at udtale sig kritisk om militærregimet.
Denne uges flygtningestrømme fra Burma sker på samme tid som Aung San Suu Kyi står til at blive løsladt fra sin husarrest. En løsladelsesdato der ligger efter søndagens valg i Burma, som Suu Kyi og hendes parti National League for Democracy valgte at boykotte. Igen er omdrejningspunktet 'The Lady', som burmeserne kalder hende, fordi de end ikke tør nævne hendes navn i offentlighed.
I dag tyder alt på, at Aung San Suu Kyi bliver løsladt fra den husarrest hun har været underlagt siden 2003, men spørgsmålet er, hvilken rolle hun kan spille i Burma rent politisk? Hendes parti NLD har ikke længere ret til at eksistere og gennem det nye parlament og en forfatningsændring har militæret konsolideret deres magt godt og grundigt, og de har sikret sig, at der ikke er eller opstår nogen reel opposition i landet. I al fald på papiret.
Det er en helt anden historie, hvem befolkningen helst vil have til at regere Burma og hvem de anser som retmæssig leder af landet uagtet "valgresultatet" efter søndagens valg. Der er én person og kun én, og det er Aung San Suu Kyi. For dem er hun et symbol på håb og frihed og et liv 'fri af frygt', som er titlen på en af Suu Kyis bøger.
Men hvis historien gentager sig som burmeserne, der flygter til Mae Sot, så går der næppe længe, før juntaen igen finder en undskyldning for at sætte Suu Kyi tilbage i husarrest. Hvis de da overhovedet løslader hende. Hendes popularitet blandt befolkningen er ubeskrivelig stor, og det gør generalerne skrækslagne. Og det er det der gør, at døren til huset på University Avenue måske ikke åbner sig, så Aung San Suu Kyi igen kan møde sit folk, som hun har kæmpet for i over 20 år.
Menneskestrømme der flygter fra Burma, er der som sådan ikke noget nyt i, sådan har det været i over 20 år. Men både i denne uge og for halvandet år siden flygtede flere end sædvanligt. Og begge tilfælde er tæt forbundet med begivenhederne omkring én person, nemlig Aung San Suu Kyi. For halvandet år siden sad Suu Kyi fængslet efter en amerikansk mand angiveligt skulle være svømmet til hendes hus i Rangoon og overnattet hos Nobelprismodtageren. Selvom Suu Kyi ikke havde inviteret manden, John Yettaw, modtog hun alligvel en straf i form af en forlængelse af sin husarrest, som var ved at udløbe, da hun blev arresteret. I Mae Sot fejrede jeg hendes 64 års fødselsdag sammen med hundredvis af burmesiske flygtninge, mens Suu Kyi selv sad i det notoriske Insein fængsel i Rangoon, hvor også mange andre politiske fanger sidder.
Denne uges flygtningestrømme fra Burma sker på samme tid som Aung San Suu Kyi står til at blive løsladt fra sin husarrest. En løsladelsesdato der ligger efter søndagens valg i Burma, som Suu Kyi og hendes parti National League for Democracy valgte at boykotte. Igen er omdrejningspunktet 'The Lady', som burmeserne kalder hende, fordi de end ikke tør nævne hendes navn i offentlighed.
I dag tyder alt på, at Aung San Suu Kyi bliver løsladt fra den husarrest hun har været underlagt siden 2003, men spørgsmålet er, hvilken rolle hun kan spille i Burma rent politisk? Hendes parti NLD har ikke længere ret til at eksistere og gennem det nye parlament og en forfatningsændring har militæret konsolideret deres magt godt og grundigt, og de har sikret sig, at der ikke er eller opstår nogen reel opposition i landet. I al fald på papiret.
Det er en helt anden historie, hvem befolkningen helst vil have til at regere Burma og hvem de anser som retmæssig leder af landet uagtet "valgresultatet" efter søndagens valg. Der er én person og kun én, og det er Aung San Suu Kyi. For dem er hun et symbol på håb og frihed og et liv 'fri af frygt', som er titlen på en af Suu Kyis bøger.
Men hvis historien gentager sig som burmeserne, der flygter til Mae Sot, så går der næppe længe, før juntaen igen finder en undskyldning for at sætte Suu Kyi tilbage i husarrest. Hvis de da overhovedet løslader hende. Hendes popularitet blandt befolkningen er ubeskrivelig stor, og det gør generalerne skrækslagne. Og det er det der gør, at døren til huset på University Avenue måske ikke åbner sig, så Aung San Suu Kyi igen kan møde sit folk, som hun har kæmpet for i over 20 år.
Abonner på:
Opslag (Atom)